Hvorfor er jeg så akavet?

I går spurgte min veninde, Josephine, om os folkeskoleveninder ikke skulle mødes nede ved Furesøen. Jeg ville super gerne, men fik aldrig rigtig svaret. Typisk mig. Så fem minutter før det foreslåede tidspunkt sendte jeg en sms og sagde at jeg nok ville blive lidt forsinket, jeg piskede afsted og det er først da jeg stod dernede at jeg kom til at tænke på, at hvis ingen havde svaret blev det nok aflyst.
Så akavet som jeg er, stod jeg med en pizza, helt alene nede ved søen og ringede rundt til at par veninder, som jeg håbede var hjemme og kunne tjekke facebook for mig (det er ikke sådan lige til når man ikke selv har en iPhone med WIFI). Der var først ved fjerde opkald at jeg kom igennem og fik at vide, at Sigrid muligvis stod i kiosken. Og det gjorde hun! Man har vel lov til at være akavet og heldig ik?
Så jeg tilbragte en dejlig stund sammen med hende og senere også Josephine nede ved søen. Jeg ser dem ikke så tit fordi vi går på forskellige gymnasier, så det var rigtig skønt.